Tilbage

De Konservative dumper model for udligningsskat


Gruppe: Aktuelt Dato: 02-02-2010

Børsen, side 14

Løkke-regeringen er slået tilbage til start, når det gælder ekstra skat på rige pensionister fra næste år

De Konservative bruger nu deres vetokort over for den ekstra skat for rige pensionister, som Skatteministeriet har strikket sammen efter trekvart års arbejde.

Dermed lægger De Konservative en bombe under skatteminister Kristian Jensens (V) ambition om at fremlægge et lovforslag i marts, som skal være vedtaget inden sommeren. Men den model, som dagbladet Børsen kunne løfte sløret for to uger siden, rammer for tilfældigt, giver skattesmæk til nye pensionister og lever simpelthen ikke op til intentionen i skatteaftalen mellem V, K og DF. Det mener Mike Legarth, finansordfører i De Konservative.

Han kræver en garanti for, at ingen kommer til at betale mere i skat ved udbetalingen, end de i snit har fået fradrag for ved indbetalingen gennem årene.

»Vi vil ikke medvirke til en model, hvor nogle bliver ramt af en udligningsskat, og hvor vi ikke er sikre på, at de rent faktisk har modtaget de høje fradrag tidligere. Vi vil derimod gerne være med til at lave en fair udligningsskat, hvor der stadig er incitament til at spare op til sin pension,« siger Mike Legarth.