Tilbage

Danica Pension vil afsløre alt


Gruppe: Aktuelt Dato: 09-02-2010

Berlingske Business, side 16

Danica Pension lægger pres på pensionsbranchen ved at offentliggøre flere oplysninger end nogensinde før i pensionsbranchen. Synlige omkostninger tredobles.

Man skulle tro, det var et gedigent pletskud i foden at tredoble omkostningerne på kundernes oversigter. Men det er ikke desto mindre, hvad Danica Pension gør fremover. Selskabet vil markedsføre sig på at vise alle omkostninger ved en pensionsordning og dermed opfylde et årgammelt krav fra både kunder og politikere.

”Vi har ikke noget at skjule, og vi tror, at vi står godt i konkurrencen. Og vi vil hellere konkurrere åbent om de ting, vi gør, frem for at skjule noget,” siger adm. direktør i Danica Henrik Ramlau-Hansen.

På en middelstor pensionsordning vil det i meget grove tal forøge de synlige omkostninger på den kommende årsoversigt fra 3000 kr. til 10.000 kr.

Det er især de hidtil skjulte investeringsomkostninger i de underliggende fonde inde i pensionsordningens ”motor” samt omkostningerne til at have kapital i ryggen både hos ejeren, Danske Bank, samt fra eksterne långivere af ansvarlig kapital, der trækker omkostningerne op. Og Danica er også klar over, at de åbne omkostninger vil medføre en del benarbejde.

”Det bliver en øvelse at forklare, at 3.000 kroner i omkostninger på de hidtidige oversigter er blevet til 10.000 kroner nu, mens saldoen er uændret,” siger Henrik Ramlau-Hansen.